lørdag den 28. december 2019

Online bogblog til boganmeldelserne

I min 7. klasse skal vi i år lave boganmeldelser online på vores bogblog: www.bloggenervarm.skoleblogs.dk

Eleverne havde en masse forslag til bloggens navn og vi stemte til sidst om, hvad den skulle hedde. 

Her kan du oprette en bogblog 🔎 

Har du brug for hjælp undervejs er der videovejledninger til alle skridt i processen her 🔎 

Da jeg vil kaste mig mere og mere ud i Flipped Classroom har jeg valgt at lave en video til eleverne, som de skal se som lektie inden de kaster sig ud i en boganmeldelse. Den kan du se herunder:



På bloggen har jeg desuden lavet en hjælpeside til eleverne med tjekliste, så de sikrer sig, at de kommer rundt om alle elementerne i en rigtig god boganmeldelse: 

Her er en tjekliste, for at du kan sikre dig, at du har det hele med i din boganmeldelse:
Titel:
Din titel behøver ikke være det samme som bogtitlen (den står jo på forsidebilledet. Din titel kan f.eks. være en kortfattet kommentar til din oplevelse af bogen:
“Bogen du ikke kan lægge fra dig” (romantik, spænding)
“Jeg bed alle mine negle ned af angst” (gyser)
“Du glemmer aldrig denne historie…”
Titlen skal gerne fange læseren og få ham/hende til at få lyst til at læse din anmeldelse.
Anmeldelse:
Her skriver du, hvad bogen handler om – uden at afsløre det hele. Fortæl om personerne, handlingen, hvor historien foregår eller andet, der er vigtigt for læseren, for at afgøre om det er en bog for ham eller hende.
  1. Giv et kort resume
  2. Uddybning: her går du længere ind i din begrundelse for at anmelde din bog (nævn evt. også målgruppe – hvem henvender bogen sig specielt til?)
  3. Giv konkrete eksempler fra historien, som var særligt sjove, spændende, interessante osv.
  4. Konklusion: afrund anmeldelsen ved at trække de vigtigste pointer frem og forklar, hvorfor du vil anbefale bogen eller ikke.
Se eksemplerne: “Skammerens datter” og “Kærlighed ved første hik”
Tilføj medier:
Skal du indsætte link fra en hjemmeside, så kopierer du browserfeltet og klikker herefter på “Tilføj medier” og herefter klikker du på “Indsæt fra URL” og tilsidst i højre hjørne forneden “Indsæt i indlæg”. Medier kunne være: en YouTube video med interview med forfatteren, en artikel fra en avis osv.
Uddrag:
Et uddrag er en lille bid af bogens tekst – det vil sige, at du skriver teksten ordret af. Husk at sætte teksten i citationstegn (” “) og kursiv og angiv sideantal fra bogen:
Hun træder et skridt frem, slår armene i vejret og råber højt et wuush! En gang til råber hun. Ræven tøver et øjeblik, men begynder så at løbe frem og tilbage foran dem. Den kommer ikke nærmere, men den løber hurtigere fra den ene side til den anden. Som om der er en usynlig line i den, og den derfor ikke kan komme nærmere, selvom den prøver.” side 18 fra “Ivalus Sommer” af Mette Klint.
Bogens forfatter:
For- og efternavn f.eks. Kenneth Bøgh Andersen
Bogens point score:
Du kan i alt give 5 stjerner. Jo flere stjerner, du giver bogen, jo mere vil du anbefale den til andre eller med andre ord: jo bedre synes du om den
Udvalgt billede:
Gå på google og søg efter billeder af bogens forside. Gem den i en mappe i Onedrive.
Klik på “Vælg udvalgt billede”, klik herefter på “Upload filer” og find billedet i mappen, hvor du gemte det. Herefter sætter du billedet ind ved at klikke nederst i højre hjørne.
Genre:
Vælg den genre, som du synes bogen passer ind under. Husk på, at en bog godt kan berøre flere emner: humor, romantik osv.
Kildeliste:
Hver gang vi låner noget fra nettet i skriftligt arbejde, som en boganmeldelse er, så skal vi angive kilden (= et sted hvorfra noget kommer)

Generelt for websider

Når du generelt henviser til en webside, skal du angive:
  • hvis muligt: forfatter (efternavn først)
  • titel på websiden/artiklen du har besøgt
  • websidens/hovedsidens navn
  • dato for hvornår du besøgte siden 
  • den fulde URL-adresse
Fx:
“Om Skive Festival”, skivefestival.dk
(Besøgt: 22/04/2015)
http://skivefestival.dk/om-skive-festival
Video – “Kvinder får stemmeret”, dr.dk
(Besøgt: 22/04/2015)
http://www.dr.dk/skole/Historie/100_aars_barndom/1910/
1910_nyt_fra_dengang/Nyt_fra_dengang.htm

Webaviser, magasiner mm.

Når du henviser til artikler fra webaviser, magasiner mm. skal du angive
  • forfatter (efternavn først)
  • titel på artiklen
  • websidens navn
  • dato for hvornår du besøgte siden
  • dato for hvornår artiklen er skrevet
  • den fulde URL-adresse
Fx:
Henriksen, Lars og Gustavsen, Rikke: “68’ernes børn genindfører høfligheden”, Kristeligt-dagblad.dk
(Besøgt: 22/04/2015, Oprettet: 23/07/2014)
http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-07-23/68ernes-b%C3%B8rn-gen-indf%C3%B8rer-h%C3%B8fligheden
Rigtig god fornøjelse!
Hilsen Karina

God fornøjelse!

Karina

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bogbento af "Prepper" af Lis Bidstrup

Som afslutning på et romanforløb med min 9. klasse har eleverne lavet BogBento af bogen og det blev til disse fine billeder: Resumé af "...